I Grønland med EMJ Atcon

Af Jens Mourtisen Møller, diplomingeniør i Bygningsdesign

 

”Du kommer sent i dag chefingeniør”. Kommentaren flyver gennem luften fra det ene af kontorets hjørner. Det kommer fra entrepriseleder, Jacob Foldager, som herefter med et smil på læben byder mig velkommen. Jacob viser mig rundt på kontoret og herefter i resten af firmaets lokaler bl.a. medarbejderboliger, maskinhaller og tilhørende udendørsarealer.

Sådan starter første dag hos EMJ Atcon. Der er fart på og rigeligt at se til. Som ingeniørstuderende er arbejdsgangen i en entreprenørvirksomhed fremmed, men alligevel en form for hjemmebane. På studiet som bygningsingeniør bliver vi introduceret til begreber og metoder, som overfladisk giver et indtryk af denne udførende fase i byggeprojektet. En del af arbejdet, som entreprenør kan udføres ved at gå systematisk til værks, og her er struktur min stærke side.

Min praktik
Størstedelen af arbejdet består i planlægning af arbejdsgangen, vurdering af tilbud og økonomi, tidsfrister, interessent- og risikoanalyse. Dette er den spændende del af arbejdet, men også den del, som vi ikke lærer i skolen. Her skal der lyttes til ”mester”, og gøres egne erfaringer, hvilket er svært over korte praktikperioder. I mit tilfælde betød det, at jeg hellere spurgte en gang for meget end en en gang for lidt.

Mit ophold hos EMJ Atcon var helt igennem lærerigt, dog ikke helt hvad jeg havde planlagt. Jeg var ansat som praktikant i ingeniørfirmaet Orbicon Grønland A/S. Her mente min chef, der havde tidligere håndværksmæssig baggrund, at alle skulle ud og have jord under neglene. Jeg blev derfor ansat hos EMJ Atcon, som assistent for entrepriselederne.

Første dag blev jeg sat til at printe tegninger, og jeg tænkte at hvis jeg skulle udføre piccoline opgaver de næste 2 måneder, så kunne jeg godt bruge tiden på noget andet. Men ligesom vi skal kravle før vi kan gå, skal vi udføre simple opgaver, før vi kan få opgaver med ansvar. Når det grundlæggende arbejde var udført, kunne jeg interesseret stille spørgsmål til parallelle projekter, og lidt efter lidt blev jeg koblet på dem.

Forstå mig ret, jeg skrev ikke kontrakter, og forhandlede projektøkonomi – jeg lavede tilbudskalkulation og daglige byggepladstilsyn. Herudover sad jeg med til kontraktforhandling og byggemøder omkring projekttvister. Opgaver som jeg selv fandt tilfredsstillende og ikke mindst udfordrende. Langt mere lærerigt end hvad jeg havde turde forvente.

Forventninger til opholdet
Mine forventninger til de grønlandske byggeprojekter, var ligesom de fleste andre uniformerede danskeres. Det går sikkert langsomt, der er intet at lave, hvad skal jeg lære af det her? Nuuk er ligesom de fleste andre byer under stor udvikling, og miljøet i Grønland giver bare nogle andre fokusområder end i Danmark. Som praktikant i EMJ Atcon, lykkedes det på to måneder, at opleve flere specielle tilfælde projekter og problematikker som skulle løses, end de fleste af mine medstuderende oplevede på seks måneder. I stedet havde de blot et hyppigere antal af de samme problematikker. Problematikkerne opstod ofte i takt med de mange samarbejdspartnere, som kan opleves i Grønland og ikke mindst en anden kultur.

EMJ Atcon har nogle medarbejdere, som løser projektets knuder, og gør det effektivt. I en akademisk verden, ville de have det jeg kalder en ”Master i grønlandsk byggeledelse”. Ud over deres faglige kunnen, gemmer der sig også en masse skøre personligheder, som nemt sætter gang i morgenhumøret, firma-ture, weekendkurser, fredagsbar og generelt bidrager til et godt og professionelt arbejdsmiljø på kontoret.

“En praktikplads hos EMJ Atcon er til for at lære noget, du ikke kan lære på skolebænken”

Min historie

Af Trine Mott Rasmussen, VIA University College Horsens

Praktik i udlandet
Forud for min praktik var jeg fast beslutte på, at finde et praktiksted uden for Danmark – velvidende, at jeg måske afskrev mig fra kontakten med en dansk virksomhed, hvor jeg efterfølgende ville kunne stå med et jobtilbud.

Min søgning af praktikplads var i første omgang begrænset til lande som USA, Canada, Australien, England og Irland (alle sammen engelsktalende lande), men grundet den globale finanskrise havde flere af de virksomheder jeg var i kontakt med ikke arbejdsopgave nok til en praktik. Efter flere måneders søgning, var jeg ved at opgive håbet og derfor klar til at gå efter det lette og mere oplagte valg, nemlig at finde en virksomhed i Danmark.

Grønland som mulig praktikdestination
Jeg kommer af andre årsager til at snakke med en veninde, der på daværende tidspunkt rejser en del mellem Danmark og Grønland. Hun fortæller mig, at en af hende grønlandske venner er i ansat hos EMJ Atcon, og at de muligvis vil være interesseret i en praktikant. Herefter går der ikke længe, før jeg har en aftale på plads med EMJ Atcon.

Mine personlige overvejelser
Inden afrejse er der selvfølgelig en masse tanker der melder sig: Er det nu også det rigtige? Skulle jeg var blevet i Danmark? Vil jeg blive udfordret nok fagligt? Skulle jeg have søgt hos en rådgivende ingeniør? Jeg husker at spørgsmålene var mange, men efter 4 timers flyvning og grønlandsk grund under fødderne, var jeg hvert fald ikke et eneste sekund i tvivl om, at valget væk fra Danmark var det helt rigtige.

De faglige udfordringer
Dernæst var det kun et spørgsmål om det faglige ville leve op til mine forventninger, og det viste sig meget hurtigt, at jeg var udfordret. Jeg stod pludselig over for opgaver, som jeg i undervisningen havde været i lettere berøring med. For at løse opgaverne bedst muligt, skulle jeg trække på mange parametre.

“Der var lige pludselig ikke en facitliste – en beregning med kun en løsning og to streger under, men jeg var nødt til at tænke mere bredt og kreativt end jeg hidtil havde gjort på studiet og samtidig inddrage viden fra mine år som håndværker noget mere.”

Jeg faldt hurtigt til
“Jeg faldt hurtigt til i Grønland og hverdagen kom nemt.” Jeg var meget privilegeret ved at min veninde flyttede permanent til Nuuk en måned efter jeg var ankommet og ca. halvvejs inden i praktikken kom min mand til Nuuk. På daværende tidspunkt sejlede min mand inspektionsskib langs Grønlands vestkyst og havde flere korte ophold i Nuuk, og da han skulle afmønstre passede det med at han kunne gøre det i Nuuk.

“Grønland er et storslået land – et land man aldrig bliver færdig med at opleve. Som langt de fleste, der ankommer til Grønland, blev jeg overvældet af den natur, jeres land er beriget med – at alt kan været så roligt og fredfyldt samtidig med at det er barsk, vildt og let omskifteligt.”

Spring ud i det
Jeg vil helt bestemt opfordre andre til, at søge praktikplads hos EMJ Atcon.

“Jeg havde en oplevelse af, at de fra dag et troede på mine evner og at jeg indgik i et samarbejde med projektlederne, hvor alle parter fik udbytte af det. Jeg havde en følelse af, at de var meget åben over for de tanker, ideer og metoder, jeg havde og anvendte i de sager jeg var i berøring med. Jeg synes, at jeg kunne tage rigtig meget med mig om tilbuds- og udførelsesfasen – noget man ikke kan lære på skolebækken, men kun i praksis.”

“For mig var EMJ Atcon en arbejdsplads med en rigtig behagelig atmosfære og et godt kollegialt forhold.”

I praktik hos EMJ Atcon

Af Tommy Bank, Civil Ingineering, Structural Design


Et ønske om at komme til udlandet
Jeg havde et ønske om at tage min praktik i udlandet og søgte en del i England og Skotland. Jeg går på den internationale linje og tager min uddannelse på engelsk og derfor var det oplagt at tage min praktik i et engelsksproget land.

Grønland ved en tilfældighed
Efter jeg var begyndt også at søge praktikplads i Danmark, så jeg tilfældigvis et opslag fra EMJ Atcon i Grønland og blev nysgerrig på at søge dertil. Der gik ikke længe fra jeg havde set opslaget og havde talt med Nicolaj (adm. direktør) til at praktikaftalen var på plads.

Pak kufferten og så af sted
Alt det praktiske var EMJ Atcon med til tage sig af, så det krævede ikke så meget at tage af sted. Det var egentlig bare at pakke kufferten og tage flyveren derop.

Oplevelsen vægtede meget
For mig vægtede selve oplevelsen rigtig meget. Mødet med en anden hverdag end den man har i Danmark og de oplevelser man får med sig ved at rejse ud.

For mig blev det en oplevelse med en anden arbejdskultur end i Danmark. Jeg blev overrasket over, at jeg skulle instruere håndværkerne mere end det jeg har været vant til i Danmark og det stillede også krav til mig om, at jeg virkelig skulle vide, hvad det var jeg stod med.

Jeg følte mig meget velkommen på hovedkontoret sammen med de andre projektledere. Der er mere “hjemlige” omgivelser, hvor der også er plads til at tage sine børn og hunde med engang imellem, så jeg faldt til lige med det samme.

Min fritid
Jeg meldte mig ind i golfklubben og fik derigennem venner, som var sammen med i fritiden. Noget af det, jeg godt kunne lide ved mit ophold var at opleve naturen og gøre ting, jeg ikke ville gøre derhjemme.

Omkring Nuuk er der mulighed for at vandre i fjeldene og se det hele lidt fra oven. Jeg var også ude at sejle og fiske med bl.a. arbejdet og kollegerne. Og så fik jeg prøvet at gå på jagt. Jeg var i Nuuk fra juli til december, så jeg fik også både sommer og vinter med.

Jeg blev overrasket over, at der var så meget storby over Nuuk. Jeg ved ikke helt hvad jeg havde forestillet mig, men det overraskede mig, at der var så mange muligheder.

Praktikpladsen
Jeg tror, jeg fik et større ansvar end jeg ville have gjort, hvis jeg havde valgt en praktikplads i Danmark. Jeg følte, at vi kunne strikke mit praktikforløb sammen så det passede til de udfordringer, jeg søgte. Hvis jeg er typen, der trives godt med stort ansvar, så ville jeg få et stort ansvar. Og på den anden side, hvis man er typen, der har brug for mere støtte af de andre projektledere, så er de der også. Ledelsesteamet var gode til at tilpasse praktikken til den erfaring og baggrund som jeg kom med og det er min oplevelse, at de er gode til at tilpasse praktikken til den enkelte.

Et halvt år hos EMJ Atcon giver utrolig god indsigt i den praktiske del af byggeriet. For folk som er mere teoretisk funderet er det en rigtig god måde at komme ud og prøve sig selv af og for mig, de både har praktisk erfaring og gået på gymnasiet var det også en spændende at skulle gå så meget ned i detaljen sammen med håndværkerne.

“Jeg kan kun anbefale en praktikperiode hos EMJ Atcon og jeg kan ikke se, hvad der skulle holde en tilbage fra at prøve det.”